Heiden, T. R. (2024). Handlende fortolkning: At udtrykke det usigelige i æstetiske læreprocesser. DANSK, (1), 22-25.
Kivelä, M., Bondestam, L., & Serup, M. G. (2026). Hvis du møder en sølvfisk. (1. udgave). Carlsen.
Larsen M.E. (2026): Billedlitteratur til børn. Hvad, hvordan og hvorfor? I Læsning til tiden. Karlskov Skyggebjerg, A., Bremholm, J. & Hauer, K. (red.). Hans Reitzels Forlag
Hvad handler værktøjet om?
Dramaleg handler om at skabe en dramatisk fiktion, hvor eleverne og du kan agere som en anden. Fx kan I sammen afprøve, hvordan det føles at være trolden fra De tre Bukke Bruse? Typisk vil man i dramaleg gå fra lettere til lidt sværere drama-aktiviteter, hvor man bevæger sig længere ind i rollerne. Det viser vi gennem to dramalegsaktiviteter.
Sådan forbereder du dig
Vælg gerne en billedbog til aktiviteterne sammen med eleverne, som de finder interessant, spændende, sjov, udfordrende og måske lidt “farlig”. Vi bruger her billedbogen Hvis du møder en sølvfisk (Kivelä et al., 2026), som inspiration til at afprøve aktiviteterne – men du kan også arbejde med andre billedbøger. Læs gerne bogen grundigt igennem på forhånd. Komplekse og flertydige billedbøger som denne egner sig godt til dramaleg med mindre elever.
Sådan gør du - Dramatisk tableau
Læs billedbogen højt. Det er en god ide at vise illustrationerne under læsningen, enten ved at vende bogen eller ved at vise dem på et smartboard. Derved kan eleverne lettere følge med i historien. Når oplæsningen er færdig, laver I fælles dramatiske tableauer. Det er “fryse-skulpturer”, hvor eleverne viser et billede fra bogen med deres kroppe.
1. Vælg et billede fra bogen og vis det på smartboard (det kan fx være et billede af sølvfisken og mennesket, som sidder på hver deres toilet). Tal om, hvad I tror, at det forestiller. Hvem og hvad er der på billedet? Hvad laver de?
2. Introducér aktiviteten: Eleverne skal i grupper på tre-fire finde et sted i rummet, hvor de på tre minutter skal aftale og afprøve en opstilling af det valgte billede med deres kroppe. De skal øve opstillingen nogle gange, og de skal “fryse” tableauet - dvs. de skal stå helt stille og ikke tale.
3. Alle grupper “fryser” i deres tableau, når du siger til. Eleverne må ikke bevæge sig eller sige noget, mens du går rundt til alle grupper og siger et inspirations-ord til hver gruppe (fx “fantastisk”, “sært”, “vildt”)
4. Alle går tilbage til deres pladser. Tal om, hvad alle har oplevet: Hvordan var elevernes oplevelse med at stå i skulpturen? Hvad tænker gruppen om inspirations-ordet? Hvad lærte I fælles af det?
Sådan gør du - Den varme stol
En lidt sværere dramalegsaktivitet er “Den varme stol”. Stolen er en ”tryllestol”, og når en elev, en lærer eller en pædagog sætter sig i den, så forvandles de til en figur fra billedbogen, som I fælles kan interviewe. I det følgende eksempel har vi valgt at interviewe sølvfisken fra billedbogen Hvis du møder en sølvfisk (Kivelä et al., 2026).
1. Du fortæller eleverne, at sølvfisken fra bogen kommer på besøg(!). Hvad vil eleverne gerne spørge figuren om? Hvad vil den mon svare? Eleverne forbereder i grupper tre spørgsmål, som de gerne vil stille sølvfisken (fx. “hvordan er det at være sølvfisk”, “hvad hedder dine mange venner”).
2. Du laver en rundkreds af stole og lader den midterste stol i cirklen være “den varme”. Du eller en af eleverne sætter jer på stolen. Når man sætter sig, så er man i rolle og “forvandles” til figuren (her sølvfisken). Eleverne skiftes til at stille deres spørgsmål til figuren, som improviserer sine svar. Når du vurderer, at der ikke skal stilles flere spørgsmål, så træder figuren ud af fiktionen ved at rejse sig fra ”tryllestolen”.
3. Alle går tilbage til deres pladser. Diskutér i plenum, hvad alle har oplevet: Hvordan var elevernes oplevelse med at møde figuren? Var der noget, som undrede dem? Hvad lærte I fælles af det?
Variation af værktøjet
Der er udviklet mange variationer af de to dramalegsaktiviteter, og du kan selv afprøve nye. For eksempel kan du udvide dramatisk tableau-aktiviteten med ”prik”, hvor eleverne fryser på skift og går rundt i klassen og ser de andre gruppers frosne tableauer. Undervejs kan de så ”prikke” til de andre i tableauet og stille spørgsmål til de ”frosne statuer”, som så svarer.
Du kan også afprøve den varme stol-aktivitet med ”tolk”, hvor fx et tøjdyr eller en ting, som repræsenterer figuren, placeres på ”tryllestolen”. Tøjdyret eller tingen kan selvsagt ikke ”tale”, så du eller en af eleverne kan så ”oversætte”, hvad der bliver sagt, når I fælles stiller spørgsmål.


