Hop direkte til indhold

Fagbøger og læselyst

Q1A8138 Web

Fagbøger er skrevet med det formål at formidle viden og fakta, men også at tiltrække læsere og underholde dem, mens de læser.

Fagbøger tiltrækker og underholder 

Fagbøger for børn kan handle om alverdens ting: historie, dyr, håndarbejde, geografi, berømte personer, musik, sport og meget mere. De er skrevet med det formål at formidle viden og fakta, men også at tiltrække læsere og underholde dem, mens de læser. 

Fagbøger for børn er sjældent tørre fremstillinger i leksikalsk stil, de kan indeholde mange forskellige sproglige virkemidler, forskellige synsvinkler, små fortællinger, fiktive karakterer og andre træk, som vi kender fra skønlitteraturen. Fagbøger for børn er ofte inviterende og læselystskabende, og grænserne mellem faglitteratur og skønlitteratur er ofte flydende. Dermed kommer læsningen af fagbøger også ofte til at ligne læsning af skønlitteratur, og mange fagbøger tilbyder både viden, indlevelse, indsigt i andre livsformer og følelsesmæssigt engagement.

Q1A8138 Web

De mange emner

Mange børn er – helt ligesom voksne – optaget af at læse om et bestemt emne, og de går ikke altid så meget op i, om bøgerne tilhører den ene eller den anden genre. 

Rigtig mange børnelæsere læser for at vide noget mere om et område, de i forvejen interesserer sig for. Og de søger derhen, hvor den viden findes. Fagbøgerne udgør omtrent en fjerdedel af alle de cirka 1.600 børnelitterære titler, der bliver udgivet i Danmark om året. Mange fagbøger er en slags grænsetilfælde i forhold til skønlitteratur, men det gør dem ikke mindre læseværdige. 

De allerfleste fagbøger for børn – uanset om vi taler om introduktioner, biografier, leksika, rekordbøger eller hobbybøger – er illustrerede, og illustrationerne er med til at understøtte indholdet og gøre læsningen spændende.

Anbefalinger til videre læsning

Litteratur

Goga, N. (2019). Hvordan kan vi analysere sakprosa for barn og unge? Sakprosa 11(3).

Grilli, G. (red.) (2020). Non-fiction picturebooks. Sharing Knowledge as an Aesthetic Experience. Edizione ETS. 

Sanders, J. S. (2017). A Literature of Questions. Nonfiction for the Critical Child. Minneapolis and London, University of Minnesota Press. 

Skyggebjerg, A. K. (2012). Billedfagbogen: Velegnet til undervisning og fritidslæsning. I A. Q. Henkel, & M. B. Johansen (red.), Billedbøger: En grundbog (1. udg., bind 1, s. 82-95). Dansklærerforeningen. 

Skyggebjerg, A. K. (2012). Fagbøger: en usynlig del af børnelitteraturen? I K. E. Knudsen (red.), Hvad gør vi med børnelitteraturen? (s. 107-124). Syddansk Universitetsforlag.