1. Forbered ruterne i labyrinten
Udvælg som skolebibliotekar 4-6 bøger, der skal fremhæves. Rådfør dig evt. med lærere eller elever i forhold til målet med læselystlabyrinten. Skal den eksempelvis vække forundring over en genre eller give bestemte målgrupper af elever lyst til at læse mere?
Lav poster rundt omkring på biblioteket. Det kan være mellem reoler, på gulvet, på væggene. Kald evt. posterne for Læseporte for at afspejle bevægelse ind i bogens verden. Portene kan indholdsmæssigt være et citat, et spørgsmål, en hookline eller en lille gåde knyttet til bogen. Se eksempler i boksen nedenfor.
Eksempler på læseporte
Quiz-porten
Stil eleverne et spørgsmål.
Opgaven for eleverne er: Følg den vej, der matcher dit gæt – og find ud af, om du havde ret.
Eksempel: I denne bog spiller en hemmelig klub en central rolle. Hvad tror du klubben laver? a) Opløser mysterier b) Træner drager c) Hacker computere”.
Citatporten
Vælg et centralt citat fra en bog.
Udfordring til eleven: Vil du læse videre for at finde ud af, hvad der sker?
Eksempel: “Jeg stod helt stille i mørket, da jeg hørte en lyd bag mig…”
Følelsesporten
Vælg et citat eller uddrag med fokus på hovedpersonens følelser.
Spørgsmål til eleven: Hvornår har du selv været lige så spændt, nervøs eller glad som hovedpersonen her?
Læsekrogsporten
Giv eleven de indledende sætninger i en bog.
Opgave til eleven: Gæt, hvilken bog der mon gemmer sig bag denne starttekst. Eleven læser videre og undersøger, om deres gæt var rigtigt.
Eksempel: “Tænk, hvis du vågnede op i en verden, hvor ingen kendte dit navn…”
Billedporten
Vis et forsidebillede eller en illustration uden titel.
Opgave til eleven: Hvad tror du, bogen handler om?
Valgporten
Giv eleverne to udsagn:
“Jeg vil gerne læse om helte og action.”
“Jeg vil hellere læse om venskab og følelser.”
Opgave til eleven: Vælg den retning, der passer til dig – og find den bog, der matcher.
2. Guid eleverne
Eleverne vælger selv rute og møder forskellige bøger undervejs.
Som bibliotekar kan du læse kort op, stille spørgsmål eller koble bogen til elevernes interesser.
3. Afslut med en læseopdagelse
Lad eleverne vælge en bog at låne, skrive en anbefaling til andre eller lave en mini-udstilling med deres “fund”.
Variationer
-
Temalabyrint: fantasy, venskab, sport, poesi.
-
Elevlabyrint: Lad elever selv lave poster og ruter til deres kammerater.
-
Digital labyrint: Brug QR-koder til lydklip, videoer eller små quizzer.
Tips til bibliotekaren
-
Brug forskellige sværhedsgrader, så alle elever kan deltage.
-
Boglabyrinten kan være mere eller mindre permanent. Hvis det er noget, der skal forblive i længere tid, er det vigtigt, at bøgerne og posterne jævnligt skiftes ud, så labyrinten altid føles ny for eleverne.
-
Involver lærere eller læsevejleder, så labyrinten kobles til undervisningen.
Refleksionsspørgsmål
-
Hvordan kan læselystlabyrinten bruges til at koble elevernes egne interesser med skolens læsearbejde?
-
Hvilke muligheder ser du for at lade eleverne selv bidrage til labyrinten?



