Naturen i litteraturen

Litteratur skaber forestillinger om natur 

Børnelitteraturen er rig på fortællinger om dyr, planter, himmel, hav, skov og vejr. Det gælder fra H.C. Andersen til Cecilie Eken, at naturen fascinerer, og litteraturen opfordrer læserne til at danne deres egne naturbilleder og holdninger til naturen. Såvel eventyr som digte, realistiske fortællinger og sagprosa er med til at skabe den viden og de forestillinger om naturen, som vi bærer med os gennem livet. 

Uanset genre kan børnelitteratur give læsere viden om dyr og planter, men nok så vigtigt er det, at litteratur også opbygger billeder af, følelser for og holdninger til natur. Børnelitteratur bidrager sammen med anden kultur og mange andre tekst- og medietyper til diskussionerne om, hvad vi som mennesker vil, kan og må i forhold til vores omgivelser. Viden om og diskussion af naturfænomener er på den måde ikke forbeholdt faglitterære genrer, selvom den type af tekster naturligvis også er relevante.   

Gennem litteraturen kan eleverne for eksempel både lære, hvad en myre er, og hvordan det føles at stå på en myretue eller have besøg af myrer i sin egen sovepose. Måske vil eleverne endda kunne sætte sig i de arbejdsomme myrers sted og dermed erfare et dilemma: Vil det være bedst at bekæmpe eller bevare en myretue? 

Litteraturlæsning og -didaktik handler også om at være nysgerrig efter at høre og tale om det, der findes omkring os og betyder noget. Det er essensen i den økokritiske tilgang, som den naturorienterede litteraturlæsning også kaldes. Det kan man læse mere om her: Tidsskrift nr. 37: Økokritik.

Barn og natur hører sammen

Mange digte, eventyr og realistiske fortællinger handler om børn, der færdes i fri natur blandt grantræer, egern, bjørne og elge. Tænk for eksempel på Astrid Lindgrens Ronja Røverdatter (1981), hvor Ronja hylder naturen og livet med sit forårsskrig, men hvor hun og vennen Birk også møder store udfordringer med at klare sig i et uvejsomt og barskt landskab. Det gælder ikke bare hos Astrid Lindgren, men over alt i børnelitteraturen, at naturen er forskelligartet og foranderlig. Barn og natur har været tæt knyttet til hinanden i børnelitteraturen siden starten af 1800-tallet, men relationen er hverken enkel eller entydig. Ofte tager naturen sig på overfladen meget fredelig ud, men det kan hurtigt trække op til snestorm eller slagregn. Giftige svampe kan lokke et uskyldigt barn i uføre, eller en ulv kan lure bag træerne som i folkeeventyret om Rødhætte (Brdr. Grimms eventyr, 1812-15). 

Helt fra børnelitteraturens begyndelse fremstår naturen altså på én og samme tid både venlig, vild og farlig, og barnet må lære at begå sig for at overleve. Naturen er et dannelsesrum, men det at blive dannet i og med naturen betyder ikke kun at blive skolet intellektuelt med kundskaber om natur. Dannelse i naturen betyder derimod at gøre sig praktiske erfaringer med naturfænomener, at udvikle sig som menneske i mødet med naturen, og at blive et modigt, livsdueligt og modstandsdygtigt individ, som tør tumle i den fri natur. Og det gælder om at være ansvarlig og beredt, når farerne viser sig. 

Det er nemt at se opfordringen til naturdannelse i den ældre litteratur, altså for eksempel i folkeeventyrene, men det gælder også i helt moderne børnelitteratur. Malin Kivelä, Martin Glaz Serup og Linda Bondestams finurlige billedfortællinger Hvis du møder en bjørn (2023) og Hvis du møder en sølvfisk (2026) minder læseren om, at naturen er krævende at omgås, og at forskellige naturfænomener (her store og små dyr) faktisk er mennesket overlegent, når det gælder evnen til overlevelse.

Nye naturbilleder

Børnelitteratur har barnet i centrum, og fokus har traditionelt været på, hvad naturen kan tilbyde barnet. Samtidig er barnet blevet opfattet som et særligt naturfølsomt væsen, som har slægtskab med dyr og planter. Det er en arv fra romantikken, men traditionen lever stadigvæk: Børn i børnelitteraturen bliver ofte guidet af naturstemmer. Det gælder for eksempel i Cecilie Ekens Sølvblomst (2002) og Natblomst (2022), hvor børnene lærer at lytte til planter og andre væsener i naturen. 

Cecilie Ekens magisk-realistiske fortællinger er udgivet med 20 års mellemrum, og trods mange ligheder kan man iagttage et tydeligt skifte i behandlingen af forholdet mellem menneske og natur: I Natblomst er det ikke længere nok, at hovedpersonen modtager omsorg fra et naturvæsen. Her er det også nødvendigt, at barnet yder omsorg for naturen. En planlagt fældning af et gammelt træ er symbolet på menneskers overfladiske forhold til andre arter, og det bliver børnenes opgave at udbedre skaderne på træet og dermed forbedre forholdet til naturen. Barnets rolle er skiftet fra at være centrum for omsorg til at yde omsorg. 

Denne nye rolle for barnet findes også i de mange fortællinger, der tematiserer naturødelæggelser og klimaforandringer, og som i øjeblikket er på vej frem i børnelitteraturen. Et godt eksempel er Emma Adbåges billedbog Naturen (svensk 2020, dansk 2023), hvor naturen bliver helt ustyrlig, fordi mennesker ikke har været opmærksomme på dens behov.

Det er interessant at følge udviklingen i børnelitteraturens fremstillinger af natur og i afbildningen af forholdet mellem barn og natur gennem de seneste 200 år. De her nævnte tekster kan virke til inspiration, men der er mange flere at tage af, og der er efterhånden også en del inspiration at hente i læremidler og teoretisk litteratur.