Löbl, S. K. (2025). Beskrivelser af tøj, der sælger: om at arbejde med informationsrige nominalgrupper i fransk. I S. R. Bastholm, & M. V. Christensen (red.), Kontekstualiseret grammatik i praksis (s. 215-228). KvaN.
Krogsgaard Svarstad, L., & von Holst-Pedersen, J. (2022). Fagportalerne i engelsk og tysk – digitale muligheder for autentiske sprog- og kulturmøder? Sprogforum. Tidsskrift for Sprog- og kulturpædagogik, 27(72). https://doi.org/10.7146/spr.v27i72.132034
Søgaard, K. (2025). Søgaard, K. E. (2025). Interkulturel læring for yngre elever: selektionskriterier til billedbøger i den tidlige engelskundervisning. Nordic Journal of Language Teaching and Learning, 13(1), 1-22. https://doi.org/10.46364/njltl.v13i1.1389
Fire gode grunde til at læse autentiske tekster i sprogfagene
Når vi i sprogfagene skal forberede eleverne på at indgå i kulturmøder på fremmedsproget, skal vi sikre os, at det sprog de møder i undervisningen er det samme som det, de møder og selv får behov for, uden for klasserummet. Derfor er autentiske tekster en oplagt ressource at inddrage i sprogundervisningen.
Der er også mange andre grunde til at læse autentiske tekster i fremmedsprogsundervisningen. Til sammen vil jeg her pege på fire: en færdighedsmæssig, en indholdsmæssig, en sproglig og en dannelsesmæssig. Disse fire grunde er tæt forbundet, men præsentes her adskilt for overblikkets skyld.
- Vi skal læse autentiske tekster for at udvikle elevernes læsefærdigheder. Her kan eleverne trække på færdighederne fra deres førstesprog, men læreren skal, og særligt i andet fremmedsprog, arbejde eksplicit med læsning i undervisningen. Læsning kræver bl.a. viden om verden, tekster og sprog, hvorfor færdigheden skal stilladseres og trænes med forskellige tekster og ikke alene med autentiske tekster.
- Vi skal også læse autentiske tekster for at udvikle elevernes interkulturelle forståelse. Det er typisk viden om og fra den engelsk-, tysk- eller fransksprogede verden eller om såkaldte transnationale, universelle emner. Det kan f.eks. være et fransksproget nyhedsindslag, der fortæller, at europæiske lande producerer mere affald end afrikanske lande, eller en tysksproget artikel, der beskriver, at modeindustrien forurener mere end flyindustrien. Det vigtige er, at den viden eleverne får, bidrager til udviklingen af deres interkulturelle kommunikative færdigheder.
- Vi skal naturligvis også læse autentiske tekster for at lære sprog. Teksterne giver en meningsfuld ramme for at arbejde kontekstualiseret med både ordforråd og grammatik. Det kan f.eks. være verbers instruerende funktion i opskrifter eller adjektivers beskrivende funktion i salgsannoncer. Indholdet i teksterne tilbyder udover sprogligt input også rammerne for kommunikation og dermed sprogligt output på målsproget, da vi i sprogundervisningen kommunikerer om ”noget”.
- Endelig skal vi læse autentiske tekster med et dannelsesmæssigt formål, hvor eleverne får mulighed for at lære noget om dem selv og andre. Teksterne kan invitere læseren til at reflektere over sig selv og andre med henblik på at blive klogere, nysgerrig og udvikle interkulturel forståelse. De kan udfordre stereotyper, give eleverne holdninger, viden og færdigheder til at interagere på baggrund af den nyerhvervede viden.
Autentiske tekster introducerer autentisk sprog og perspektiver
Autentiske tekster er tekster, der er produceret uden et pædagogisk formål.
Hvor forlagsudgivne læremidler ofte indeholder pædagogiske tekster produceret med undervisning og sprogtilegnelse for øje, indeholder autentiske tekster autentisk sprog i brug og perspektiver på verden, hvilket kan gøre sprogtilegnelsen rigere og mere nuanceret. De giver dermed et billede på, hvad eleverne lærer sproget til, hvorfor det kan give en følelse af mestring at kunne forstå en autentisk tekst. Endelig kan tekstens ægte indhold også vække elevernes nysgerrighed og lyst til at læse for at forstå tekstens budskab. Autentiske tekster kan derfor virke motiverende på elevernes læselyst, da de kan bygge bro mellem undervisningen og den virkelige verden.
De præsenterer dog læreren for et særligt problem, da det sproglige niveau ikke altid passer med elevernes. Der er derfor et større stilladseringsarbejde forbundet med brugen af autentiske tekster, så eleverne kan få adgang til teksten.
Autentiske tekster i form af billedbøger
Kortere skønlitterære tekster, der er skrevet til læsere på førstesproget, er også et eksempel på en autentisk tekst, der har stort potentiale i fremmedsprogsundervisningen.
Skønlitteratur giver læseren adgang til andres liv og oplevelser, kan spejle elevernes egne og/eller give indblik i en anden verden, så læsningen får et tydeligt dannelsesmæssigt formål (Bishop, 1990). Det gør dem til en oplagt måde at arbejde med elevernes interkulturelle kompetencer.
Særligt billedbøger egner sig godt til fremmedsprogsundervisningen på alle klassetrin, bl.a. på grund af tekstlængden og fordi billedsiden kan understøtte læseforståelsen.
For eksempel er den franske La fille à moto (Pigen på motorcyklen) en smuk billedbog, der egner sig til udskolingen, da den fortæller den sande historie om en kvinde, der rejser verden rundt alene på sin motorcykel. Den ligeledes franske Les Voisins (Naboerne), der kan bruges på alle klassetrin, fortæller med billeder og få sætninger om, hvordan en lille pige forestiller sig, at hendes syv naboer lever bag meget forskellige hoveddøre. Et eksempel finder man også i den tyske Die große Frage (Det store spørgsmål), som er en filosofisk billedbog, der egner sig til mellemtrinnet. Den udforsker meningen med livet, da en lille dreng stiller det eksistentielle spørgsmål: "Hvorfor er jeg egentlig på jorden?" og får 22 svar fra forskellige perspektiver.
Litteratur giver dermed mulighed for på én og samme tid at arbejde kontekstualiseret med sproget og udvikle elevernes interkulturelle kommunikative kompetencer.

Refleksionsspørgsmål
- Hvordan læser du med dine elever i fremmedsprogsundervisningen? Og hvilke begrundelser giver du dem for, hvorfor I skal læse i fremmedsprogsundervisningen?
- Hvilke tekster møder eleverne i din fremmedsprogsundervisning? Møder de autentiske tekster? Hvis ikke, så overvej, hvilke teksttyper eleverne i højere grad skal møde.
- Overvej om du har eksisterende undervisningsforløb, der med fordel kan udvides med eller suppleres af en autentisk tekst.



