Hop direkte til indhold

Engelske tekster og litteratursamtaler læser verden ind i klasseværelset

H8A1011 Web

Når elever anbefaler bøger til hinanden og deler deres oplevelser på engelsk, udvider de deres engelske ordforråd, styrker deres læselyst og opdager hinanden som læsere. Værktøjet her kan bruges i undervisningen og er udviklet, så det kan understøttes af skolebiblioteket, der kan hjælpe med at finde et bredt udvalg af engelsksprogede bøger. 

Hvad handler værktøjet om?

Mange elever vælger af sig selv at læse bøger på engelsk – både i og uden for skolen. Dette værktøj giver dig som engelsklærer på mellemtrinnet og i udskolingen en konkret metode til at arbejde med læsning på engelsk ved at lade eleverne anbefale og tale sammen om de engelske bøger, de læser - på engelsk. 

Eleverne møder allerede engelsk i fritiden – i film, spil og serier – og de er nysgerrige efter at læse på sproget. Når vi tager afsæt i den nysgerrighed og giver eleverne lov til at tale om det, de læser, oplever de læsningen som meningsfuld og som noget, der angår dem. 

Samtalen er omdrejningspunktet:  Det kan være fint at læse engelske bøger hver for sig. Men når eleverne sammen sætter ord på deres læsning, kan det både styrke ordforråd og læselyst. 

Praksiseksempel: 

En elev anbefaler en engelsksproget fantasybog til en klassekammerat. Klassekammeraten låner bogen og anbefaler den videre til en tredje elev efter at have læst den – og på den måde breder bogen og samtalerne om den sig i klassen. 

Didaktisk pointe: 

Når elever anbefaler bøger på engelsk til hinanden, bliver de bevidste om sig selv som læsere og om hinanden som læsefællesskab. Det styrker deres mod til at bruge engelsk og deres lyst til at læse mere. 

Værktøjet giver dig konkrete greb til at sætte gang i elevernes samtaler om bøger på engelsk: Hvordan du finder og udvælger bøger, der egner sig til samtale, hvordan du strukturerer samtalerne, og hvordan skolebiblioteket kan understøtte arbejdet.

 

Sådan forbereder du dig

Som lærer skal du forberede tre ting, før du sætter eleverne i gang: 

  • Bøgerne: Tag kontakt til skolebibliotekaren, og bed om hjælp til at sammensætte et udvalg af engelske bøger i forskellige sværhedsgrader og genrer – gerne bøger, der også findes på dansk, så alle elever kan være med, uanset niveau. Du kan desuden låne engelsksprogede bøger på mitcfu.dk

  • Stemningen: Skab rum for, at eleverne selv kan vælge, hvilke bøger de vil læse og tale om. Sæt fokus på læseglæde frem for korrekthed, så eleverne også vælger bøger, der måske kan være for svære for dem, og understøt dem i at tale om bogen på engelsk, selvom de ikke oplever, at deres engelske er perfekt. 

  • Strukturen: Beslut, hvordan samtalerne skal foregå – i par, i mindre grupper eller i klassen – og forbered enkle spørgsmål eller samtalekort, som eleverne kan støtte sig til, fx ”Hvad handler bogen om?” og ”Hvorfor vil du anbefale den?”. Hent eksempelark med spørgsmål og chunks her.



Sådan gør du

1. Lad eleverne vælge en bog
Lad eleverne vælge en engelsk bog fra det udvalg, du har sammensat med skolebibliotekaren. Brug elevernes interesser som afsæt: En elev, der er optaget af en bestemt genre eller et tema, er ofte allerede nysgerrig på at læse om det på engelsk. 

2. Forbered en kort boganbefaling
Lad eleverne forberede en kort, mundtlig anbefaling af den bog, de læser eller har læst, fx hvad bogen handler om, og hvorfor de vil anbefale den til en klassekammerat. Anbefalingen kan tage afsæt i samtalekortene fra forberedelsen. 

3. Afhold bogsamtaler
Sæt eleverne sammen to og to eller i mindre grupper, og lad dem på skift anbefale deres bog til hinanden på engelsk. Gå selv rundt og lyt med, og hjælp eleverne i gang, hvis samtalen går i stå. 

4. Lad eleverne anbefale videre
Lad eleverne notere, hvilke bøger de har fået anbefalet af deres klassekammerater, og giv dem mulighed for at låne dem – enten fra klassens eget udvalg eller via skolebiblioteket. På den måde rejser anbefalingerne videre i klassen. 

5. Skab tryghed om sproget
Spørg ind til, hvad der er sjovt, og hvad der er svært ved at læse og tale om bøger på engelsk, så eleverne oplever, at det er trygt at byde ind, selvom de ikke kan alle ordene.  

 

Variation af værktøjet

  • Skab sammenhæng mellem skole og fritid: Brug engelsksprogede film, spil eller tv-serier som afsæt for at vælge bøger, eller indfør faste ”Drop Everything And Read”- DEAR-pauser, hvor eleverne også kan vælge engelske tekster. Hvis I vil arbejde mere med stillelæsning, kan I hente inspiration i Henriette Lunds artikel om stillelæsning.

  • Tematiske samtaler: Lad eleverne vælge bøger ud fra et fælles tema (fx dyr) eller en fælles genre (fx eventyr eller grafiske noveller), så samtalerne får et fælles afsæt. 

  • Sammenlign sprog: Find korte tekststykker på engelsk og dansk fra samme bog, fx Harry Potter og De Vises Sten, og lad eleverne sammenligne, hvilke ord der bruges på de to sprog. 

  • Digitale boganbefalinger: Undersøg muligheden for at lade eleverne anbefale bøger til elever på en anden skole, fx via eTwinning (eTwinning er digitale skoleprojekter på tværs af Europa), så boganbefalingerne også kan foregå på tværs af klasser og lande.

Anbefalinger til videre læsning

Bibliotek.dk: Find engelsksprogede bøger på folkebibliotekerne
Vælg søg – avanceret – sprog/engelsk og genre/form. Her kan du fx søge på humor, billedbøger, romaner eller dyr. Du kan søge på mere end én genre: Bibliotek.dk 

E-reolen Global: Find engelsksprogede bøger på folkebibliotekernes digitale platform 
Her kan eleverne søge engelske online bøger og låne dem med deres bibliotekslogin: E-reolen Global 

Engelsksprogede bøger, som er udviklet af CFU
Vildmedengelsk.dk: Find engelsksprogede bøger på dette site, som er udviklet af CFU 

Indskoling, online læsning 
Unite for Literacy tilbyder engelsksprogede bøger til indskolingen.

Siden har masser af forskellige engelsksprogede tekster. Øverst på siden kan du vælge engelsk som det skrevne sprog og evt. dansk eller engelsk som det oplæste sprog. Under ”categories” kan eleven vælge en kategori, fx animals.


Find flere online sider til indskoling her: Vildmedengelsk.dk – indskoling

Mellemtrin – online læsning (Wonder.io) 
Wonder.io tilbyder engelske bøger i forskellige sværhedsgrader med tilhørende forståelsesspørgsmål.

Eleverne kan optjene point og konkurrere med andre om at svare rigtigt. Da siden er udviklet til engelsksprogede elever, kan niveauangivelserne (grades) primært bruges som en indikator for stigende sværhedsgrad. Eleverne bør derfor afprøve et niveau og derfra finde det, der passer bedst til deres læsefærdigheder.
Når en bog er valgt, indtaster eleven sit navn og kan derefter begynde at læse og besvare spørgsmålene.
 

Vildmedengelsk.dk: Find flere online sider til mellemtrin her: Vildmedengelsk.dk – mellemtrin 

Udskoling, online læsning (esl-bits.net)
På ESL Bits finder eleverne et stort udvalg af klassiske fortællinger, noveller og romaner på engelsk. Bøgerne kan både læses og lyttes til, hvilket gør siden velegnet til elever med forskellige læseniveauer. Når eleverne lytter, følger teksten med på skærmen, så de samtidig kan træne både læseforståelse, ordforråd og udtale. Eleverne vælger selv en bog og kan læse eller lytte i deres eget tempo. For at komme i gang klikker I blot på linket til den ønskede bog. Vild med Engelsk – ESL bits 

Vildmedengelsk.dk: Find flere online sider til udskoling her: Vildmedengelsk.dk – udskoling 

Ressourcer

Eksempelark med spørgsmål og chunks til bogsamtale på engelsk

Her finder du et eksempelark med spørgsmål og chunks til bogsamtale på engelsk: Ordliste Til Bogsamtale På Engelsk

 

Materiale på CFU:

Psssst!  Hvis du gerne vil have nyheder fra os, så kan du tilmelde dig vores nyhedsbrev
Du finder også et link til tilmelding i bunden af siden.