Hop direkte til indhold

Sæt scenen og bliv klar

Foto af grøn dug med en bog og en tallerken med gifler og kiks. Eleverne spiser mens de læser.

Ved at arbejde med genstande, omgivelser og selve rummet kan I understøtte, at eleverne får positive forventninger til højtlæsningen af Danmarks Hemmeligste Historie

Eleverne kan gøre klar til at byde historien velkommen ved at indrette det rum, de skal høre højtlæsningen i, så det får stemning af forventning og “noget særligt”. Rummet kan enten være klasseværelset, skolebiblioteket, et rum i skolens SFO eller et andet sted. Ved at inddrage eleverne i den praktiske opgave i at klargøre rummet får eleverne mulighed for at bidrage til noget fælles. Det bliver deres læsemiljø og derved øges ansvarsfølelsen og engagementet til det, der skal foregå i rummet.

Q1A7918 Web

Indret hyggelige områder, hvor eleverne kan mødes og læse.

Forslag til måder at arbejde med rummet på

Der er mange muligheder for at arbejde med rummet, så det understøtter oplæsningen, fx kan det udsmykkes ved at: 

  • lave et banner eller plakater med ord og udtryk, der skaber forventning til oplæsningen. Det kan for eksempel være SHHHYYY – vi læser. I kan sammen med eleverne finde på flere slogans.
  • sætte et rødt bånd op, der klippes over ved oplæsningens start. Båndet kan være i døråbningen eller lige foran historien. Aftal med eleverne, hvem der vil være god til at klippe båndet over. Er det skolelederen, en elev, en offentligt kendt person eller en helt anden?
  • lægge en rød løber op til bogpodiet. Løberen kan være lavet af pap eller et stykke stof, som klistres på gulvet. I kan også markere med tape på gangen, der angiver, i hvilken retning man skal gå for at komme hen til det rum, hvor historien læses højt.
  • overveje, hvordan I modtager historien. I kan måske finde en pude, som Danmarks Hemmeligste Historie kan bæres på, når den ankommer til skolen. I kan måske lave en særlig velkomstkomité.
  • lade eleverne skrive velkomsthilsener til Danmarks Hemmeligste Historie. Tal om, hvordan man byder nogle eller noget velkommen, og hvordan man får andre til at føle sig velkomne. Hilsenerne kan fx skrives på små kort eller strimler, som kan hænges op i døråbningen til lokalet.  
  • lade eleverne skrive invitationer. Det kan være til ledelsen, lærerne, pædagogerne fra SFO’en eller andre, som skal inviteres med til højtlæsningen. De yngste kan fx også skrive invitationer til sovedyr og tage dem med til højtlæsningen.

Bogpodiet (eller bogalteret) er en form for podium på enten skolebiblioteket, klasseværelset eller et andet sted på skolen. Med bogpodiet sætter I fokus på, at der snart skal ske noget særligt på skolen, og at dette er med bøger som centrum. 

For at eleverne bliver bekendte med bogpodiet, kan I udvælge gode bogtitler, som I udstiller på det. Tænk gerne i, at bøgerne rummer forskellige former for temaer, udtryk, genrer m.v., så eleverne oplever både variation og bredde og dermed får forskellige læseoplevelser.

Besøg bogpodiet forud for eventet, lån, læs og arbejd eventuelt med de bøger, som I har placeret dér. Tal fx om forfatter, udgivelsesår, genre, indhold i bøgerne, og sæt gerne fokus på, at eleverne den 23. april 2026 kan finde og høre en bog, som ingen nogensinde har set eller læst før. 

Forberedelse

  • Find en egnet montre, kuffert, kasse eller andet, der kan bruges til bogpodium.
  • Find et bredt udvalg af bøger til bogpodiet, fx på skole- og folkebiblioteket eller på www.mitCFU.dk.
  • Suppler evt. podiet med et klæde, genstande eller andet, som ledsager bøgerne.
  • Saml evt. artefakter i en litteraturkuffert. Det kan være 5-7 for bogen betydningsfulde artefakter/genstande, der udtrykker handlingen.

Variation

  • Eleverne kan selv bygge et bogpodium i fællesskab og udsmykke det med forskellige materialer, så de har et større ejerskab til det.