I begyndelsen af 1900-tallet opstod de første officielle skolebiblioteker i Danmark under betegnelsen læsestuer. En læsestue var ikke et bibliotek i moderne forstand, men et rum i skolen, hvor elever kunne låne og læse bøger ud fra egne interesser og uden for undervisningen. Tanken var, at adgangen til bøger i sig selv fremmer elevens dannelse gennem fritidslæsning. Gradvist udviklede læsestuerne sig til egentlige skolebiblioteker med bogsamlinger, udlån og en ansvarlig voksen. Skolebiblioteket blev både et undervisningssted og en kilde til læseoplevelser.
I 1983 kom den første egentlige bekendtgørelse om skolebiblioteker. Den fastslog, at folkeskolen skulle have et skolebibliotek med en læreruddannet skolebibliotekar, og at biblioteket skulle understøtte både undervisning og elevernes selvstændige læsning. Bekendtgørelsen pegede på skolebibliotekarens fagprofessionelle rolle og på bibliotekets funktion som pædagogisk ressource.
I det følgende årti kom der løbende justeringer og nye bekendtgørelser til. Fælles for dem alle var, at de tillagde skolebiblioteket en dobbelt funktion: at støtte undervisning og at skabe adgang til litteratur. Skolebibliotekarerne var uddannede til begge dele. Sidstnævnte blev tydeligst markeret i bekendtgørelsen af 1995, hvor det hed, at skolebibliotekaren skulle have en formel skolebibliotekaruddannelse.
Med folkeskolereformen i 2012 og den tilhørende bekendtgørelse om Pædagogiske Læringscentre (BEK nr. 664 af 20/06/2012) skiftede skolebiblioteket navn og funktion. Fremover hed det Pædagogisk LæringsCenter (PLC). Med en justering i 2014 fjernede man lovkrav om et fysisk skolebibliotek på hver skole og krav om, at skolebibliotekaren var uddannet skolebibliotekar. PLC-tanken handlede ikke om at fjerne bøgerne, men om at udvide skolens fælles ressource. Som det præciseres i bekendtgørelsen af 2022 omkring PLCs formål og opgaver, var idéen, at biblioteket ikke kun skulle forstås som et rum med materialer, men som en dynamisk organisering af skolebibliotekarer, vejledere og andre ressourcepersoner, der tilsammen kunne understøtte undervisning, læremidler og skoleudvikling. PLC skulle være skolens samlede kapacitet for pædagogisk og didaktisk udvikling.
I praksis betød overgangen, at det for mange børn, forældre og lærere blev uklart, hvor man gik hen for at finde en bog, finde ro eller finde inspiration til læsning. Flere steder blev de fysiske skolebiblioteker svækket med små budgetter, lav bemanding og reduceret adgang til bøger (Hansen & Hansen, 2023).
Bekendtgørelsen fra 2022 markerer med formuleringen ”(…) vejlede om kulturtilbud, litteratur og læsning, herunder også bøger til elevernes fritidslæsning” en bevægelse hen imod den lovændring, der trådte i kraft 1. januar 2026. Her fastslås det, at skolen igen skal have et synligt, fysisk skolebibliotek med opdaterede bogsamlinger.
Bekendtgørelsen lægger vægten tilbage på det, skolebiblioteket altid har kunnet, nemlig at give elever adgang til bøger og læseoplevelser.
Fritidslæsning opstår sjældent af sig selv. Den opstår i mødet mellem tilgængelige bøger, meningsfulde fællesskaber og voksne, der tager børnenes præferencer alvorligt (Hansen et al, 2021; Pilgreen, 2000; Guthrie & Wigfield, 2000). I det nye skolebibliotek kalder det på, at man arbejder med adgang, relevans og genkendelse:
Skolebiblioteket skal være let at få øje på og let at bruge. Det må ikke være et lukket rum, der kun åbnes ved særlige lejligheder. Elever skal erfare, at bøger er noget, de må røre ved, undersøge og tage med sig. Samlingen skal være levende og relevant. Hylderne skal afspejle både klassikere og nye titler, forskellige genrer, sværhedsgrader og interesser. En stærk samling er ikke nødvendigvis en stor samling – men en samling valgt med blik for elevernes mangfoldighed.
Skolebiblioteket skal ikke kun tilbyde bøger, det skal også invitere eleverne ind. For nogle elever begynder læselysten med seriebøger, grafiske romaner eller fagbøger om et særligt interessefelt. For andre begynder den med højtlæsning eller med, at en voksen insisterer venligt på, at der faktisk findes en bog, som passer. Lærere, læsevejledere, skolebibliotekarer og pædagoger må tilsammen skabe forbindelser mellem undervisning, frilæsning og børns egne læsevaner, fx gennem tiltag som læsebånd, bogsamtaler, elevanbefalinger, elevinvolvering og samarbejde med folkebiblioteket. Grundlæggende handler det om at skabe en følelse hos eleverne, der afspejler skolebiblioteket som vedkommende for dem.
Elever skal kunne genkende sig selv i bibliotekets bøger, men også udfordres af dem. Der skal være noget for den sikre læser, for den tøvende læser og for den elev, der endnu ikke ser sig selv som én, der læser. Fritidslæsning bør ikke stå som et individuelt projekt for det enkelte barn. Det er en fælles pædagogisk opgave. Når skolebiblioteket lykkes, bliver det et anker for læsekultur og et sted, hvor læsning ikke står i modsætning til skole, men er en del af skolens måde at åbne verden på.
