Hop direkte til indhold

Bogklubplakat og læserprofil

Q1A9110 Web

En fælles bogklubplakat og personlige læserprofiler kan skabe en synlig ramme omkring elevernes læsefællesskaber, når de etablerer sig som bogklub. Bogklubber i danskundervisningen i udskolingen og på ældste mellemtrin kan sætte skub i elevernes læselyst, styrke læsekulturen og elevernes identitet som læsere. Et tæt samarbejde med skolebibliotekaren er oplagt. 

Hvad handler værktøjet om?

Læselysten ser ud til at falde, når eleverne møder udskolingen. Hvordan kan vi som dansklærere i udskolingen rammesætte læsningen, så flere eleverne oplever det at læse skønlitteratur som en positiv aktivitet? Det kan vi måske gøre ved at lade eleverne læse flere bøger sammen i bogklubber. 

Men at få dannet velfungerende bogklubber kræver rammesætning. Disse to værktøjer er konkrete bud på sådan en rammesætning: En bogklubplakat ”Os som bogklub”, hvor eleverne aftaler spilleregler og læseplan for deres bogklub og et læserprofil-kort ”Mig som læser”, der støtter hver elev i at beskrive sig selv som læser. Bogklubplakater og de personlige læserprofil-kort kan danne rammen for positive og trygge læsefællesskaber.

Sådan forbereder du dig

  • Print bogklubplakaten Os som bogklub ud i A3-størrelse. 
  • Print læseprofilkortene ud og skær dem groft ud i firkanter, så alle elever får en af hver type hoved. Eleverne klipper selv deres to hoveder mere detaljeret ud.
  • Hent bogklubplakaten og læserprofilkort i A3 her.
  • Hav skrive- og tegneredskaber samt saks og limstifter parat til eleverne.


Sådan gør du

  • Tal med eleverne om, hvad en bogklub er, og hvordan bogklubber fungerer uden for skolen, fx: ”En bogklub er en gruppe mennesker, der læser den samme bog og mødes for at tale om  deres oplevelser, tanker og meninger om den.” 
  • Inddel eleverne i grupper alt efter hvilken bog, de vil eller skal læse sammen. Optimalt er de tre-fire elever i hver bogklub, så alle kan og vil ytre sig om det læste. 

  • Hjælp de enkelte grupper med at finde den første bog, de vil læse sammen. CFU’s læsekasser, som rummer flere eksemplarer af samme titel inden for et fælles tema, genre eller forfatterskab, kan være oplagte at låne.   
Trine Ferdinand Screenshot Os Som Bogklub

Billede 1: Os som bogklub

Bogklubplakat: Os som bogklub

Giv hver bogklub en A3-udgave af bogklubplakaten Os som bogklub (se plakaten til højre), som de udfylder og dekorerer i fællesskab på deres første klubmøde, efter de har valgt en fælles bog. Du finder plakaten til udprint under Ressourcer.


      På Bogklubplakaten skal eleverne: 

  • Finde på et cool eller sjovt bogklubnavn. 

  • Tale om, hvad der skaber “Good vibes” i bogklubben. Det kan for eksempel være, når nogen lytter aktivt til andre, eller når nogen har taget popcorn med. 

  • Formulere deres “bogklub-dogmer”(samtaleregler): Hvad lover vi hinanden? Hvad vil vi undgå?  Bogklub-dogmerne er et vigtigt fundament for tillidsfulde samtaler, som alle i gruppen har lyst til at bidrage til.  

  • Lave konkrete læseaftaler med hinanden, fx hvor mange sider, der skal læses fra gang til gang.

Eleverne udfylder punkterne sammen.

De kan også farvelægge og tegne på plakaten, imens de taler sammen,
så den bliver flot og personlig for klubbens medlemmer.  

Plakaten kan hænges op i klasseværelset eller på skolebiblioteket. 
Plakaten kan genbesøges løbende på elevernes bogklubmøder. 

Mig som læser-kort

Når eleverne har lavet den fælles plakat, er de klar til at sætte ord på sig selv som læsere. Det kan ske umiddelbart efter, eller det kan ske senere, når eleverne er kommet i gang med at læse eller har læst bogen færdig. Læreren må vurdere, hvornår de fleste elever er klar til at sætte ord på sig selv som læser. Hvis de har få positive læseoplevelser eller slet ikke opfatter sig som læsere endnu, er det bedre at vente med aktiviteten til læselysten har fået mere fat.

Uddel kortene, så hver elev får et kort hver. Find dem til udprint under Ressourcer.
Hver elev udfylder deres personlige læserprofil: Mig som læser, hvor de skal beskrive følgende: 

  • Læsernavn. Eleven finder på et alias – ligesom i computerspil. 

  • Sætte kryds, der beskriver deres læsevibe, bedste læsested, bedste læsetid, og go-to genrer.

  • De skal svare i hele sætninger på følgende spørgsmål:
  1. Hvad er det bedste ved at læse for mig? 
  2. Hvad udfordrer mig som læser? 
  3. Hvad er min “bogklub-superpower”?  

Lad eleverne tegne en visuel læserprofil i det tomme ansigt (de kan anvende forskellige farver og symboler). 

Lad eleverne lime de to ansigter sammen, så de udgør for- og bagside.

Kombinationen af refleksionsspørgsmål og kreativ udfoldelse åbner for flere måder at udtrykke læseridentitet på – også for elever, der ikke trives i rent sproglige aktiviteter.  

  • Hæng Mig som læser-kortene op omkring bogklubplakaten, så alle kan se, hvem der er medlem af de enkelte klubber. 
  • Brug kortene aktivt i samtaler med eleverne om bogvalg og læseoplevelser. 
Trine Ferdinand Screenshot Mig Som Læser

Billede 2: Mig som læser-kort

 

 

Variation af værktøjet

  • Bogklubplakat og læserprofil-kort er udviklet til brug i danskundervisningen, så alle elever - og ikke kun de særligt læseglade - kan opleve at være en del af et trygt bogklub-læsefællesskab. Men de kan naturligvis også sættes i spil af en skolebibliotekar, som etablerer bogklubber på tværs af klasser, for de elever som gerne vil læse mere, har svært ved at komme i gang, eller som har særlige interesser. De kan også anvendes i bogklubber for unge læsere på folkebiblioteker. 

  

Ressourcer

Bogklub-plakat og Mig som læser-kort til udprint: 
Bogklubplakat og Læserprofil

CFU's læsekasser til udskolingsdansk med bogklub-vejledning: 
https://link.mitcfu.dk/m/CFUTEMA1145927     

Psssst!  Hvis du gerne vil have nyheder fra os, så kan du tilmelde dig vores nyhedsbrev
Du finder også et link til tilmelding i bunden af siden.